Posts Tagged ‘fiskeri’

Engang imellem møder man en åndsfælle, når man mindst venter det. Efter to uger i vandkantsdanmark på henholdsvis Ærø og Læsø, hvor vi har færdedes på grænsen mellem en overflod af frodig natur og optimale betingelser for korn, kvæg, grøntsager og fåreavl på den ene side og tarvelig frituremad til turisterne på den anden side, mødte vi Henning fra gården Storhaven på Læsø.

IMG_20140725_153132 (ny)

Hvis Danmark, og især vandkantsdanmark udelukkende var befolket af folk som Henning og hans kone Solveig, så vil jeg vove den påstand, at alle landets problemer med overvægt, sygdom, arbejdsløshed og affolkning af yderområderne ville være en saga blot.

Egentlig blev vi draget til Storhaven af de lokalberømte Læsø Is, som produceres på gården og sælges 3-4 steder omkring på øen, men da vi først var ankommet, viste det sig, at gården er et helt enestående mikrokosmos med fritgående høns, ænder, æsler, geder, får, vagtler, kaniner, killinger, påfugle, perlehøns og grise. Alle arter og deres unger færdes i en skøn sammenblanding og med en tillidsfuld stemning uden løftede pegefingre, hvor besøgende frit kan tilnærme sig og kæle med dyrene, som er tamme, da de alle er opvokset med de besøgende iblandt sig.

De fleste af dyrene er kommet til, forbi børnene gerne ville have dem og dem kan jeg som regel ikke sige nej til, forklarede Henning med henvisning til parrets 5 børn, der er en del af gårdens skønne sammenblanding af glade dyr, virkelyst, idyl og imødekommende mennesker. En betingelse har altid været, at dyrene skal kunne klare sig på gården og markerne uden en masse opsyn og konstant pleje, hvilket fungerer fint, da der både græs og vand i naturlig overflod på ejendommen.

IMG_20140725_151922 (ny)

På gården producerer de som sagt is af økologisk Thise mælk og lokale råvarer og dertil en serie stearinlys i alle afskygninger og da vi i vores familie stort set bager alt vores brød selv – også på ferierne – fik jeg hurtigt øje på nogle fine 2 kilosposer mærket med Læsø Mel. Jeg spurgte Henning, der tilfældigvis kom forbi, om kornet var lokalt og hvor det blev malet og så skal jeg love for, at jeg fik en tur ud i “mølleriet”, hvor han fremstiller både sigtet mel og fuldkornsmel af lokal hvede og rug. Kornet køber han af lokale bønder, der dyrker det ucertificeret økologisk. I de mængder vi snakker om, er der simpelthen ikke økonomi i at få det officielle økostempel, men som Henning siger, så køber folk melet af ham, da de kender hans princippper og ikke behøver en officiel økocertificering for at vide, at kornet er dyrket efter de bedste principper.

Heri ligger en af de udfordringer, som vore dages fødevaresystem byder de små producenter. Det er grundlæggende gearet til at håndtere større og større producenter både i producent- og detaillleddet. Dette drøftdede jeg også for nylig med en af folkene bag et andet godt fremadrettet initiativ, nemlig MadMarked i Præstø (og som efterhånden er poppet op i yderligere et par små købstæder på Sjælland). Her vil fødevaremyndighederne ikke acceptere, at butikkerne køber økologiske produkter i fx sække og ompakker dem i detailemballager for at få økonomi i det, hvilket har betydet, at madmarkederne nu er tvunget til at sælge mange af deres økologiske produkter som ikke-økologiske. Det samme har jeg oplevet hos vores visionære og socialt engagerede slager, Jan Guldberg Slagter på Nørrebro, der også udelukkede køber kød fra de bedste økologiske dyr, men som ofte ikke må skære dem ud og sælge dem som økologiske. Jan lever derfor på den samme tillid, som Henning og Storhaven baserer sin forretning på.

Men tilbage til Henning, som jo faktisk er tagtækker på fuldtid og har genoplivet det gamle Læsøhåndværk at tække (eller tænge) et tag med tang/ålegræs. Selv med den korte tid, jeg tilbragte med at snakke med Henning, undrer det mig ikke det mindste, at netop han har kastet sig over at få dette enestående håndværk og denne kulturarv tilbage. Det er nu blevet til et større projekt med mange millioner i ryggen, som bliver spændende at følge, men som betyder, at han af gode grunde ikke kan dedikere så meget tid til de andre spændende fødevareinitiativer, som han også brænder for.

For hvorfor er det, at en ø som Læsø, landets mindste kommune, plages af arbejdsløshed, når der er et hav af spændende opgaver og muligheder for indbyggerne? Flere lokale, som jeg har snakket med, fortæller, at der kulturarvsmæssigt er et ønske om at begrænse skovene, som i disse år breder sig på øen og som truer mange af de typiske lynglandskaber. Problemet er, at jord, der overlades til sig selv, hurtigt springer i skov og det er næsten uoverkommeligt at skulle holde det nede ved manuel slåning. Med mindre man selvfølgelig tyr til den bedste og indlysende mulighed, nemlig at lade dyr afgræsse arealerne. Tidligere gik der masser af får, geder og grise, men nu er det mest kreaturer og selv det i begrænset omfang.

Jeg fik aldrig en god grund til, at der ikke er nogle lokale eller tilflyttere, der griber muligheden for at udnytte disse pragtfulde jorder på øen (som jo trods alt med sine 112 km2 er ca. 20% større end Ærø) til dyr. Tidligere var Læsø også kendt for sine gæs og i turistbrochurerne kan man stadig læse om de særlige Læsøegnsretter baseret på gås. I dag kan man stort set ikke opdrive gås i øens butikker. Og når man opsøger restauranterne på marinaerne i Vesterø og Østerby (hvor titusindvis af sejlbåde lægger til hvert år) er der en umiskendelig stank af friture, mens de besøgende svenskere og nordmænd bestiller den ene burger med pomfritter og cola efter den anden. Det er sgu da både underligt og ærgerligt, at en ø i krise ikke griber de muligheder, der ligger i at skabe en ø, der bugner af kulinariske iværksættere og som kommer på verdenskortet som øen, hvor man får det bedste brød, den bedste gås, gedekød eller -ost.

Ja, og så er vi ikke engang kommet i gang med snakken om fiskeriet. Østerby har en fin, ikke helt så lille endda, fiskerihavn og er hjemsted for Læsø Fiskerindustri, der bl.a. producerer Læsørejer. Hos den lokale fiskerhandler kan man købe lækker lokalrøget fisk og en række andre friske fisk fra farvandene omkring Læsø, men selv her skal fx fiskefrikadellerne en tur i frituren, inden de langes over disken og remouladen virker bestemt ikke hjemmerørt. En af de lokale specialiteter er jomfruhummerne, som dog på de fleste restauranter serveres ret uinspireret, nærmest som pynt på fiskeretterne. Tænk hvis Læsø – med inspiration fra Maines lobster rolls – i stedet blev kendt for sin jomfruhummersandwich i en saftig bolle af ølandshvede fra øens marker, malet på Læsø Mel fra Henning på Storhaven, og med en mayonnaise rørt af lokale æg og lokal rapsolie. Og selvfølgelig med salt fra det enestående og historisk genoplivede saltsyderi på rønnerne og garneret med kveller fra klitområderne. Se det ville være værd at komme sejlende helt fra Kristiansand eller Gøteborg for.

Hvorfor er der ingen bager på øen, der bager af lokal mel og forsyner Læsøs 3 supermarkeder og 50.000 årlige turister med langtidshævede boller, hvedebrød og rugbrød? Hvorfor er der intet mikroslagteri, der kan slagte øens dyr og levere lokalt kød til butikkerne, restauranter og til fremstilling af fx de tradionelle kratudpølser. Hos øens eneste slagter på Juuls Gårdbutik er alle pølser ifølge slagternen selv fremstillet af kød fra fastlandet, da der ikke længere opdrættes grise på øen og der i øvrigt ikke er et slagteri på øen, for, som han siger, det er øen for lille til.

Men er den nu også det? Øen har et ganske udmærket lille bryghus, Læsø Bryghus, med et imponerende sortiment og de skønneste ales af alskens lokale råvarer, inklusiv honning. Med 50.000 turister årligt, der måske i snit opholder sig 7 dage på øen, snakker vi over 700.000 frokost og aftenmåltider. Og det er købedygtige turister. Jeg snakkede med ejeren af lystbådeforsyningen i Marstal under vores ophold på Ærø (hvor der årligt ankommer 17.000 lystbåde fortrinsvis fra Tyskland) og han kunne fortælle, at de sejlende turister både fra Tyskland, Sverige og Norge er særdeles købedygtige og gerne betaler topdollar for det bedste.

IMG_20140722_145526 (ny)

IMG_20140725_141251 (nyny)

Alligevel skal man nærmest være professionel orienteringsløber for at finde de gode lokale råvarer, som for langt de fleste tilrejsende sejleres vedkommende forbliver ukendt territorium. Langt de fleste ender derfor med at bestille endnu en burger af frosset oksekød af ukendt oprindelse med friturestegte pomfritter og amerikansk cola. Og når de handler i de lokale supermarkeder er 99,9% af varerne standardvarer fra fastlandet.

Nej, så drømmer jeg sgu om, at sejlerne i stedet bliver suget til Læsø af lækre jomfruhummer- eller gåsekødssandwiches med fritter fremstillet af lokale Kærbokartofter og Læsøsalt og skyllet ned med saft af lokal rabarber eller hyldeblomst.

Jeg ser et helt kulinarisk iværksættermiljø opstå omkring Henning på Storhaven, hvor man sammen kan videreudvikle den madkultur, som Læsø skal leve af i fremtiden. Læsø har mulighederne, hvis nogen vil gribe dem.

IMG_20140723_192656 (ny)

 

Læs opslaget på Facebook og deltag i debatten:

Advertisements